Totalrenovering af historisk københavnsk hotel gemte på udfordringer – krævede de rette partnere

Offentliggjort den 5/25/2026

#Hotel
#Renovering
#Vinduer
#Specialtilpasset
Billede 1

Totalrenovering af historisk københavnsk hotel gemte på udfordringer – krævede de rette partnere

Da Brøchner Hotels i november 2025 åbnede Hotel Hans på Åboulevarden mellem Frederiksberg og Nørrebro, var det kulminationen på knap to års totalrenovering. Entreprenørvirksomheden Georg Berg stod for den store renovering, der undervejs bød på en række uforudsete logistiske og håndværksmæssige udfordringer. Det krævede de rette samarbejdspartnere, der både havde ekspertise og mod på at løfte den komplekse opgave.

Støvet har lagt sig på Åboulevarden i København. Det hedengangne Avenue Hotel – der siden 1972 har lagt navn til adressen – er væk. I dets sted står nu Hotel Hans: et nyt boutique hotel, der bryder med den klassiske nordiske stil til fordel for farver og et mere markant design.

Den gamle bygning, opført i 1888 og tegnet af arkitekten Emil Blichfeldt, stod over for en gennemgribende renovering. Bag totalrenoveringen stod entreprenøren Georg Berg. Opgaven var at rive stort set alt fra hinanden og bygge op på ny. Kun de udvendige mure stod tilbage. Men vejen dertil var alt andet end lige.

– Når man åbner op i sådan et byggeri, kan man aldrig forestille sig, hvad man finder. Bygningen var faktisk blevet renoveret tilbage i 80'erne, men da vi åbnede og fik øje på, hvad der var blevet gjort dengang, var det næsten skræmmende, siger Christian Berg, administrerende direktør hos Georg Berg.

Hotel Hans
Hotel Hans på Åboulevarden i København – resultatet af knap to års totalrenovering af bygningen fra 1888.

Udfordret af historien

Den historiske facade gemte på udfordringer, som først viste sig, da Georg Berg gik i gang med renoveringen. Blandt de komplekse opgaver var vinduerne. I den nu 138 år gamle bygningskonstruktion havde hvert enkelt vindue sit eget mål og skulle kontrolleres individuelt – både i top og bund – da de gamle vinduer kunne sidde muret skævt med flere centimeter.

Det krævede i den forbindelse stor fleksibilitet og flere specialløsninger – og derfor den rette samarbejdspartner. Georg Berg fandt den i vinduesleverandøren NorDan Vinduer A/S.

– Vi arbejdede i forvejen sammen med NorDan på flere sager, og så tænkte vi, at vi ville bringe dem på banen her og se, om de kunne gøre en forskel. Det kunne de i den grad. Der har været utroligt god fleksibilitet, og de har kunnet levere specialløsninger – der skulle blandt andet indbygges magneter i vinduerne, hvilket var udfordrende, men det løste de, fortæller Christian Berg.

For NorDan var Hotel Hans heller ikke en opgave som alle andre.

– Et projekt som Hotel Hans stiller store krav til os, når det kommer til fleksibilitet og løsninger, der går ud over vores standardsortiment. Det gør dette projekt ekstra specielt, og vi er glade for, at vi kunne bidrage til at løse de udfordringer, som renoveringen bød på, siger René Christoffersen, der er salgsrådgiver på Sjælland for NorDan Vinduer A/S.

Hotel Hans
Den 138 år gamle bygning, hvor hvert enkelt vindue havde sit eget mål og skulle kontrolleres individuelt.

Totalrenovering midt i København – en logistisk øvelse

Renoveringen af Hotel Hans var ikke kun en stor håndværksmæssig opgave. Totalrenoveringen af den historiske bygning i hjertet af København med en af de mest trafikerede strækninger i hovedstaden bød også på stramme regulativer og logistiske kompleksiteter – og det var ingen undtagelse på Åboulevarden.

– Det er mere omstændigt at foretage sådan et renoveringsprojekt i denne del af byen. Logistikken omkring at spærre vejene af, få varer til og fra, få affald væk og have nok containere til at sortere affald i de fraktioner, vi er forpligtet til i dag – det er en stor udfordring. Hertil er der naboklager, du skal forholde dig til. De lejligheder, der ligger omkring, har kostet en formue, og folk vil have ro og fred, siger Christian Berg afslutningsvis.

Det firestjernede Hotel Hans har i dag 91 værelser – heriblandt to suiter i to plan på femte og sjette sal. Hotellet rummer desuden restaurant, hvor der kan spises morgenmad, egen gårdhave, lobby og bar.