Dyrene i Viborg får snart nyt hospital – bygget efter skærpede klimakrav
Offentliggjort den 8/19/2026
Dyrene i Viborg får snart nyt hospital – bygget efter skærpede klimakrav
Et splinternyt dyrehospital på 750 kvadratmeter sætter sine fodspor i Viborg. Et byggeri, som er rejst i en kompleks trækonstruktion, og som lever op til de nye, skærpede klimakrav. Bag byggeriet står totalentreprenøren Fredborg A/S, der har udvalgt NorDan Vinduer til at levere de mange komplekse dør- og vinduesløsninger, der hører til opførelsen af et dyrehospital. Begge virksomheder har stærke bånd til domkirkebyen – både Fredborg og NorDan er sponsorer for håndboldklubben Viborg HK.
På hjørnet af Fabrikvej og Bøssemagervej i Viborg får byens dyr snart et nyt og moderne hospital. Viborg Dyrehospital, der i dag holder til på Fabrikvej 16, rykker et husnummer og vil med flytningen til Fabrikvej 14 få helt nye og friske rammer – et byggeri på 750 kvadratmeter, der forventes at stå færdigt inden årets udgang.
Det er den lokale totalentreprenør Fredborg A/S, der står for byggeriet og opfører det nye dyrehospital i en krævende trækonstruktion. Virksomheden har speciale i erhvervsbyggeri og holder til i Skals – blot 18 kilometer fra Viborg – og er vant til at engagere sig stærkt i lokalsamfundet. For Fredborg er dette et af de første projekter, der lever op til de nye, skærpede klimakrav – noget, der ifølge Thomas Kjølhede Møller, projektleder hos Fredborg A/S, sætter sit præg på hele byggeprocessen.
– Det er faktisk et af vores første byggerier, der lever op til de nye klimakrav. Der er meget træ i konstruktionen, og det stiller andre krav til både planlægning og udførelse. Derudover er der en række særlige hensyn at tage, når man bygger et hospital – blandt andet skal gulvene være antistatiske, fortæller han.
Særlige løsninger kræver den rette partner
Når man opfører et byggeri med særlige hospitalshensyn, er valget af leverandører afgørende. Fredborg A/S havde derfor brug for en kompetent samarbejdspartner, der kunne løfte opgaven – og valget faldt på NorDan Vinduer, der leverer komplette dør- og vinduesløsninger til hele hospitalet.
– Vi har tidligere samarbejdet med NorDan til et andet projekt. De er fleksible og har en stærk faglighed, hvorfor de var et naturligt valg til dette projekt. Vi har en fast kontaktperson, vi kan sparre med løbende omkring løsningerne. Det gør en stor forskel i et byggeri som dette, uddyber Thomas Kjølhede Møller.
Faglig partner med stærke bånd til Viborg
NorDan Vinduer er ikke en ukendt spiller i Viborg. Vinduesproducenten, der i år fejrer 100-års jubilæum, har siden efteråret 2024 været sponsor for Viborg HK og er nu også med til at sætte sit præg på byens nye dyrehospital.
– Vi er stolte af vores tilknytning til Viborg, og vi er derfor glade for at bidrage til et spændende projekt som Viborg Dyrehospital. Det er et byggeri, som stiller særlige krav til os som leverandør, og det er præcis den slags opgaver, vi brænder for at løse, siger den lokale viborgenser, Lars Christensen, salgsdirektør hos NorDan Vinduer.